Ana səhifə

Theodor Ragnvald blev født i handelsbyen Dalon i Aur len i år 1428 e. J. (han er altså 53 år gammel til scenariet) som søn af byens øverste dommer og dennes hustru


Yüklə 18.95 Kb.
tarix22.06.2016
ölçüsü18.95 Kb.
Theodor Ragnvald blev født i handelsbyen Dalon i Aur len i år 1428 e.J. (han er altså 53 år gammel til scenariet) som søn af byens øverste dommer og dennes hustru. Det lå derfor i kortene, at Theodor, som blev opkaldt efter Paraviens sidste konge, Theodor Lovbringer, skulle blive til noget indenfor administration og jura.

Dommer Alfred Ragnvald var en stolt mand, som mange gange i løbet af Theodors barndom gentog, at intet var for godt til hans søn, men at denne også skulle gøre sig fortjent til sine mange goder. Altså hyrede han den bedste vismand (eller rettere viskvinde), som kunne opdrives for penge, til sin søn, men Theodor måtte også knokle som en vanvittig for at leve op til sin undervisers høje forventninger, for den gamle hejre aflagde hver uge rapport for faderen om, hvordan Theodors studier skred frem.

Da Theodor blev ti år gammel, var han følgelig et meget veloplyst barn. Han kunne tale og skrive flere forskellige sprog, havde et glimrende greb om matematik, havde indgående kendskab til Nirahams forskellige folkefærd, vidste, hvad der rørte på sig rent politisk i de forskellige nationer og var i og for sig godt bogligt uddannet. Alfred var svært tilfreds med sin søn og havde allerede fremstillet følgende valg for drengen, at han enten kunne følge i sin faders fodspor og blive dommer, blive sendt i tempelskole og begynde at tjene Aram, eller blive sendt til et magerakademi for at lære magi og blive magistrat af Magiens Cirkel.

Men da var Theodor ankommet til et punkt i sit liv, hvor han ikke længere lystrede sin faders mindste bud. For første gang nogensinde sagde han sin far imod og bekendtgjorde, at han ville i lære som page ved lensherren Liron Aurs hof. Hans boglige uddannelse, mente Theodor, lod intet tilbage at ønske, men det gjorde hans fysiske, og som faderen så ofte havde indprentet ham, måtte Theodor gøre sig fortjent til det, hvis han ville frem i livet.

Den proklamation blev starten på et fire dage langt, stormfuldt skænderi mellem fader og søn. Alfred forsøgte først at tale strengt til sin arving, hvorefter han slog over i råben og trusler, da knægten tydeligvis ikke hørte efter, men Theodor var urokkelig, og til sidst endte det simpelthen med, at Alfred faldt sammen i en stol, fuldstændig afkræftet, og resigneret gav sit minde til, at hvis Theodor ville være page ved Sir Lirons hof, så skulle han blive page ved Sir Lirons hof.

Blot tre uger efter havde Alfred taget sig af formaliteterne, og Theodor samt en passende eskorte blev sendt af sted til lenets hovedstad, havnebyen Vanna. Han fik både en hest, passende klæder og en stor sum penge med, som skulle dække udgifterne til udstyr, samt lovning på flere lommepenge hver måned til hans personlige udgifter.

Allerede fra start af skilte Theodor sig meget ud fra de andre pager. Han var ældre og større end de andre nybegyndere, der alle var kommet i lære som syvårige, og han var heller ikke adelig. Til gengæld var han klogere end alle de andre og opførte sig tit bedrevidende overfor de andre pager, fordi selv de små gjorde nar af ham over, at han vidste så meget mindre om etiketten ved hoffet end dem.

Men Theodor bed tænderne sammen og knoklede i de fem år, som det tog ham at færdiggøre sin pagetjeneste. Han lærte gode manere, serverede ved Ridderen bord under hvert måltid, lærte forskelligt praktisk arbejde associeret med at være tjener og fik ved selvsyn set, hvordan en god regent styrer sit len.

Da kom tiden, hvor han skulle blive væbner, altså forudsat, at en ridder ville have ham. Her havde Theodor nemlig den ulempe, at hans familie ikke havde nogen bånd til de adelige slægter, så han ville kun kunne komme i lære, hvis han faktisk gjorde indtryk på en ridder.

Til Theodors store glæde lykkedes det ham faktisk at fange ikke bare en, med et par ridderes opmærksomhed. Ud over at have udført sine pligter som page til perfektion, havde Theodor i sin fritid også trænet sammen med de andre pager, og selvom han ikke var et naturtalen som visse andre, var det tydeligt for enhver, som overværede træningen, at han anstrengte sig til det yderste. Derfor fik han nogle uger inden sin fødselsdag ikke blot én, men to invitationer til at blive væbner hos henholdsvis en af Sir Lirons egne riddere og en anden ridder, som kom fra Bethan len, men som havde gæstet Sir Lirons hof og var blevet imponeret over Theodors gåpåmod.

Efter megen eftertanke valgte Theodor at gå i lære hos Lady Kira fra Bethan. Han havde forhørt sig om de to riddere, og havde opdaget af ham fra Sir Lirons hof ganske vist var en god mand, som kunne hjælpe Theodor med at få foden indenfor ved hoffet, men til gengæld var Lady Kira kendt for at fare omkring i hele riget, så hos hende ville Theodor komme til at få mere viden om hele Paravien og landets befolkning, end han ville kunne få ved hoffet.

Theodor rejste sammen med lady Kira i seks år og fik set mangt og meget på denne tid. Han var hendes personlige hjælper og skulle derfor tage sig af både deres heste og udstyr, sørge for overnatning til dem i byerne, lave mad over bål, når de overnattede under åben himmel, ride i forvejen og spørge for sig, om nogen på vejen behøvede ridderens hjælp, og selvom denne form for meget jordbunden adfærd ikke ligefrem var, hvad Theodor havde forventet af en højbåren ridder, syntes han godt om den.

Da Kira bedømte, at Theodor var klar til at modtage sit ridderslag, tog hun ham ikke med tilbage til Bethan for at blive gjort til ridder af hendes egen herre. Tværtimod drog de hele vejen op til Aur len i norden, så Theodor kunne få ridderslaget af Sir Liron Aur selv, for han havde ofte talt om, at det var denne af de sytten Riddere, som han engang ville tjene, og så mente Lady Kira, at han lige så godt kunne starte med at bede Sir Liron om den ære.

Det viste sig, at selvom Kiras kontakter ikke altid var lige tætte, så var der mange af dem, og da hun først havde sagt god for Theodor, kom anbefalingerne snart væltende ind fra mange af de folk, som Lady Kira enten havde hjulpet egenhændigt, eller som hun havde assisteret sammen med Theodor under hans oplæring. Sir Liron var imponeret over de mange gode ting, som han hørte om Theodor, og han blev heller ikke skuffet, da han under aftenens banket fik lejlighed til at tale indgående med sin nyeste vasal og erfarede, at Theodor havde lige præcis den slags lyse hoved, som enhver hersker sætter pris på at have blandt sine underordnede.

I løbet af de næste par år boede Theodor på lensherrens borg og sørgede for at være sin herre så behjælpelig her, som han kunne være. Han sagde nej tak til at få tildelt en gård af Sir Liron, for hvis han havde taget imod sin herres ellers generøse tilbage, ville Theodor også have været nødt til enten at befinde sig på gården for at tilse den, eller til at skaffe sig en kone, som kunne gøre dette for ham, og ægteskab var ikke lige i hans tanker på det tidspunkt.

Som tiden gik, blev Theodor Sir Lirons gode ven og fortrolige; han gav lensherren gode råd om alt fra fastsættelsen af skatter til håndteringen af en storm, som i løbet af få dage smadrede mange af de fiskerbåde, som ikke lå i havnen og derved hensatte mange af fiskerne til arbejdsløshed. Theodors råd var gode, og han kom desuden godt ud af det med Arampræstinden Marie, som i mange år havde været Ridderens højre hånd. Marie lærte Theodor endnu mere om politik og intriger, end han allerede havde kendt til, og hun sørgede for at afværge flere af de rænker, som blev smedet for at så splid mellem Sir Liron og Thedor, som blev misundt af flere for sit nære venskab med hans herre.

Årene gik, og Theodor trivedes. Han indså vigtigheden af at have venner og allierede til at bakke sig op, for selvom man har ret, er det ikke altid, at man får sin vilje igennem, hvis der er nok, der taler for en mindre givtig kurs. Marie var ham til stor hjælp i netop kunsten at skaffe sig alliancer, og en af de vigtigste, som hun sørgede for at give Theodor, var ægteskabet til en ridderdatter ved navn Desiré, hvis fader, Sir Thomas, var både rig, berømt og velanset ved hoffet. Theodor havde aldrig selv taget ægteskab alvorligt og afvist de par tilnærmelser, som forskellige kvindfolk var kommet med i årenes løb, men da han nu var blevet 35 år gammel og stadig var ugift, tog han glad imod det tilbud, som Marie havde skaffet ham.

Desiré var ganske vist allerede 41 år, så det var ikke sandsynligt, at hun ville give Theodor nogen arving, men hun havde tre børn fra sit tidligere ægteskab til en rig købmand fra Theodors egen fødeby, og som tiden gik begyndte Theodor at betragte disse unger som sine egne. Da det gik op for ham, hvor meget han holdt af de tre små drengebørn, som var i alderen tre til syv år, indså Theodor, at han i løbet af sin egentlig betragtelige levetid aldrig rigtig var blevet klog på mennesker og deres følelser, selvom han kendte til så mange andre ting.

Fra da af begyndte Theodor at interessere sig mere for andre folk end kun sine politiske kontakter. Hans eneste rigtige venner havde indtil da være Lady Kira, Sir Liron og Marie, men fra da af gjorde han sig meget umage for at forsøge at relatere til andre, og han tillod sig endda at opbygge nogle venskaber, som ikke gavnede ham det mindste politisk, men som gjorde ham glad.

Det er Theodor uvist, om det var netop denne forandring i hans personlighed, som gjorde, at Sir Liron kort tid efter kaldte ham til sig og fortalte Theodor, at han havde til hensigt at udråbe ham som sin personlige rådgiver. Alle vidste jo i forvejen, at Thedor rådgav lensherren næsten lige så meget som Marie, men præstinden var nu en meget gammel kone, og hun havde tænkt sig at trække sig til borgkirken og i stedet lade Theodor varetage hendes opgave med at støtte Sir Liron med sin klogskab og viden.

Med sin nye stilling fik Theodor et helt andet mål af prestige, end han havde haft før, og han nød det. Sir Liron tilbød ham igen en ejendom, og denne gang takkede Theodor ja, for nu kunne Desiré jo bo der og holde hus, og Theodor havde egentlig også en formodning om, at det var sundere for små børn at vokse op på landet end i byen, hvor det affald, som ligger i gaderne i de fattiges kvarterer tiltrækker rotter og andet utøj, som sandelig ikke ser sig for gode til også at plage de rige borgere i byen.

Endnu mange år gik, og Theodor gav sin mening til kende med omtanke og tålmodighed. Så oprandt den dag, hvor der kom bud til Sir Liron Aur og hans familie, at Kong Nikolaj Narabond af Lenerne var død, og at fem kandidater nu stræbte efter Lenernes trone. En af disse var Enkedronning Venelite Narabond, yngre søster til Sir Melchior Caer og selv paravisk ridder, som ved lov og ret burde have arvet kronen efter sin søn.

Sir Liron drog selv til Højborgen sammen med sin yngste datter, Eylera, for at holde råd med de andre af Paraviens Riddere. Inden hans afsked talte Sir Liron og Theodor længe og alvorligt sammen om, hvordan sagen skulle gribes an. Theodor var ikke det mindste i tvivl om, at Venelite som hustru til den gamle konge og mor til den nyeligt afdøde og barnløse Nikolaj havde krav på tronen, og deri var Liron enig. Det var ganske vist en streg i regningen, at Lenernes kongeslægt var blevet udråbt af Nimar selv, og at man derfor også på et vist plan ville være nødt til at acceptere i hvert fald Adrian Hayunen, den ældstes, krav på tronen.

Theodor vidste, at rent lovmæssigt burde Venelite have lov til at regere over Lenerne resten af sin levetid, hvorefter den ældste Hayunen kunne få lov til at overtage tronen. Problemet var dog, at man ikke ville kunne få det lenske folk til at se fornuft så let. De var uden tvivl glade for Venelite, dengang hendes mand var konge, men hun havde ikke været i Lenerne i flere år, siden hun blev fordrevet fra hoffet af ukendte gerningsmænd, og når alt kom til alt havde rigskansleren, Victor van Hessen, utroligt mange støtter blandt adelen, som han havde plejet i al den tid, hvor Venelite havde været i Paravien. Desuden havde begge Hayunener hele Højsletten i ryggen, hvor præsterne råbte op om, at Nimars udvalgte slægt skulle sættes på tronen, da Lenerne ellers ville føle gudernes retfærdige vrede.

Det var første gang i mange år, at Theodor følte sig usikker på, hvordan han skulle råde sin herre til at gribe en sag an. Han savnede Maries råd, men hun var død ti år tidligere og kunne ikke hjælpe ham. Det frustrerede Theodor usigeligt, at han vidste, hvad der var det rigtige, men at han næppe ville være i stand til at overbevise de idioter, nemlig det lenske folk, som skulle træffe beslutningen, at Venelite var den sande arving til tronen.

Theodor fik mulighed for at gruble endnu mere over problemet, mens Sir Liron og Eylera var væk, men da de vendte tilbage, stod det klart, at der nu måtte der handles, for Riddernes overbevisning var enstemmig: Venelite havde krav på tronen, og det var Paraviens pligt at støtte op om hende, da hun var en del af en af de sytten regerende familier. Dog kunne det betragtes som en krigserklæring eller i bedste fald en trussel, hvis Venelite fik al den støtte med, som Ridderne kunne mønstre, så i stedet for at sende repræsentanter for hver eneste familie, blev det besluttet, at kun Venelites personlige hof, som hun havde omgivet sig med siden sin genkomst i Paravien, samt en enkelt delegation fra de øvrige familier skulle med, og den skulle være fra Aur.



Sir Liron indkaldte sin familie og Theodor til råd, og det blev besluttet, at det skulle være de to yngste børn, Arion og Eylera, som skulle lede delegationen. Milena, Arion hustru, fulgte med sin mand, og derudover skulle Theodor følge med børnene og rådgive dem lige så godt, som han til hverdag rådgav deres fader. Til sidst fulgte et lille men godt følge, der understregede børnenes stand og vigtighed, men som ikke på nogen måde kunne opfattes som en magtdemonstration fra lenets side.

Da Theodor drog af sted med følget, var han fast besluttet på, at han ville få overbevist de lenske bondeknolde og deres dekadente adel om, hvad der var ret og rimeligt, koste hvad det ville.


Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©kagiz.org 2016
rəhbərliyinə müraciət